Sørby Esport, med vokseværk og ny direktør

Mark Kristensen

I dag er en stor dag for Sørby Esport. Efter fem år som bestyrelsesformand er Mark Kristensen nu udnævnt til og ansat som direktør i Sørby Esport. Mark har været med i bestyrelsen for Sørby Esport lige siden begyndelsen, siden november 2016 som bestyrelsesformand.

“Sørby Esport har været igennem en stærk udvikling. Vi har nu 5 ansatte, 15 skoler vi samarbejder med om esport, 70 frivillige ledere, vækst i antal aktive medlemmer og en masse nye aktiviteter, både online og i esport-centret på Slagelse Stadion. Hele denne udvikling og vores hverdag kalder på stærk faglig ledelse, som Mark har bevist, at han mestrer” – udtaler Anders Sørensen, hovedbestyrelsesformand i Sørbymagle IF.

Der er planlagt tre bootcamps i Sørby Esport: Dalmosehallen 25.-27. marts 2022 – Bootcamp Forår, 7.-10. juli 2022 – Bootcamp Sommer, og 23.-25. september 2022 – Bootcamp Efterår. Vi skal have mere end 200 medlemmer med til Gamebox den 22.-24. april i Herning. Vi laver sommercamps for lokale og regionale gamere i og omkring Slagelse. Vi tager en masse gamere med til NPF til efteråret.

Vores administrative team har et årshjul med mere end seks forskellige konferencer, vi skal deltage i. Der sker meget – og vi skal være dygtige og grundige for at lykkes så godt som muligt på alle parametre. Vi tror på, at vi med ansættelsen af Mark Kristensen som direktør sikrer den udvikling, vi skal igennem.

“Sørby Esport har været en vigtig del af mit liv siden januar 2016 og er de sidste år blevet meget vigtigere for mig. At bestyrelsen nu udnævner mig til direktør, betyder, at jeg kan stå i spidsen for både vores gode medarbejdere og frivillige og tage ansvar for de pligter, der følger med jobbet – det glæder jeg mig meget til. De næste år bliver voldsomme i Sørby Esport. Vi har mange skoler, der efterspørger vores ydelser, flere partnere, der står klar til at lave aktiviteter med os, og en masse sjove events med og for vores medlemmer – og jeg glæder mig til at påtage mig det ledelsesmæssige og kommercielle ansvar for det hele” – siger Mark Kristensen, bestyrelsesformand og direktør i Sørby Esport.

Tak til alle frivillige ledere, trænere, forældre, medlemmer, ansatte og partnere for at være en del af denne vilde rejse.

På vegne af bestyrelsen i Sørby Esport

Anders Sørensen, hovedbestyrelsesformand, Sørbymagle IF telefon 2272 0035

Sørby Esport Bestyrelse