
En hel uge på Agromek: Nordeuropas største landbrugsmesse

Vi tilbringer den sidste uge i november 2024 i det jyske, hvor MCH Herning Kongrescenter danner rammen om Nordeuropas største landbrugsmesse – Agromek!
Det er vores første gang på messen, og vi må sige, at det lever op til alle forventninger! De siger, at tingene er større i Jylland – og det er de virkelig! Hele 14 haller er fyldt med alt fra landbrugsmaskiner til køer. På vores stand i Hal C har vi haft fornøjelsen af at præsentere det længe ventede spil: Farming Simulator 25, som har tiltrukket masser af nysgerrige – store som små!
Tusind tak til vores fantastiske partner – Roskilde Dyrskue, for at gøre dette muligt – og til Dansk Maskinhandlerforening for at bidrage til, at esport og gaming kan nå ud til Agromeks mange besøgende. Vi glæder os til endnu en dag på messen i morgen – og vi nyder at formidle landbrugets forunderlige verden til både små og store hjerner, som både elsker maskiner og natur og den digitale verden.